Om

Kultur3000


Kultur3000 er sat i søen for at bringe kulturtilbud af høj kvalitet til Helsingørs borgere. Foreningen giver både borgerne mulighed for at samles til kulturelle oplevelser i nærområdet, og inviterer samtidig borgerne til at engagere sig som frivillige og hermed opnå et unikt samskabende fællesskab.


Foreningen ønsker både at tiltrække kulturpersonligheder ”udefra”, men også at benytte den store gruppe af lokale udøvende kunstnere som kommunen har at byde på. Det er foreningens mål at lave arrangementer for alle målgrupper, ung som ældre, så mange forskellige borgere vil få mulighed for at opleve kultur i deres nærområde.


Kultur3000 er stiftet af Simon Nøiers og Kristine Brendstrup, bosiddende i henholdsvis Espergærde og Ålsgårde. Begge er uddannet fra den danske scenekunstskole Musicalakademiet i Fredericia og har tilsammen over 30 års erfaring fra den danske teater- og musicalbranche. Endvidere har de begge arbejdet med kulturelt iværksætteri og produktion. Simon senest som en af stifterne af Revyen i Helsingør, og Kristine bl.a. med det populære Back Stage Open i København.